tirsdag den 2. februar 2010

Sådan bygger du en god blog — del 1

Vi skal nu kigge på hvordan du bygger en blog — ud fra et SEO-mæssigt synspunkt. Hvorvidt du vil bruge WordPress eller en anden type blog-software er helt op til dig. Det er ikke dét vi skal kigge på nu.

Det væsentlige er, allerede fra starten, at du får et godt navn. Du kan tage denne blog som eksempel. Titlen er "SEO for begyndere", og adressen er: http://seo-for-begyndere.blogspot.com/. Ud fra den webadresse kan du se, at bloggen bliver hostet på www.blogspot.com.

Det betyder, at bloggen hostes gratis via www.blogger.com. Jeg KUNNE have valgt www.seo-for-begyndere.dk, men det var optaget. Dernæst kan du sagtens finde sider som scorer højt selvom de er under-domæner på Blogger/BlogSpot. Det handler om de andre faktorer vi her skal kigge på.

En anden væsentlig ting er nemlig dit indhold. Det er meget vigtigt at du fastholder dit fokus på dit emne, og at du holder dine nøgleord for øje — uden at teksterne skal være kunstige. Dit indhold skal BÅDE tiltrække søgemaskiner og interesserede menneskers opmærksomhed.

Der har været nogle misforståelser i branchen hvor smarte bureauer har skrevet tonsvis af artikler som intet havde med emnet at gøre, men der var masser af nøgleord i teksterne. Den slags over-optimering skrev jeg om i min seneste artikel ("Pas på SEoO"), og der er talrige eksempler på andre, som har trukket deres indhold når kunderne har opsagt deres abonnement. Det er ikke fair over for kunderne, men KUNNE være smart nok når bureauet et halvt år efter prøver at komme ind i varmen igen. Dog ikke særligt professionelt, og i hvert fald ikke fair.

En tredie væsentlig ting er dit design. Standard-blogs ser ikke specielt godt ud, og de virker i hvert fald hverken professionelle eller personlige. Når du har et unikt design fanger du dine besøgendes interesse, og det er ganske vigtigt at huske når du skal opbygge din blog.

En fjerde ting er kommentarer. Det er altid godt med kommentarer på en blog, men lad dig ikke friste af at lade alt komme ind på bloggen. Nogle ting vil være det rene spam, og når først spammere finder ud af at der er "åbent hus" for alle kommentarer, så bliver du oversvømmet af spam. Til WordPress-blogs kan Akismet tilføjes som antispam-værktøj, og det virker rigtig godt.

Nogle stræber ligefrem efter at få så mange kommentarer som muligt, men vi kan lige så godt være ærlige, og erkende, at folk læser dem ikke. Når der kommer for mange kommentarer bliver det som musikvideoer i en lang køre. Det bliver lidt kedeligt at læse de samme ord i nye formuleringer. I øvrigt også et trick som nogle bruger: de skriver selv kommentarerne for at få det til at se ud som om bloggen er velbesøgt. Det kan IKKE anbefales da du løber en vis risiko for at virke utroværdig. Så hellere have indlæg med "0 kommentarer", ikke sandt? :-)

Den femte ting vi skal kigge på for at du kan opbygge en god blog er grafik. Sørg nu endelig for at der er billeder af maden hvis du skriver en blog om mad, eller et billede af bilmodellen du skriver om, hvis det er biler der er temaet. Brug de koder du kan for at indholdet loader så hurtigt som muligt, og tjek altid din blogs udseende i flere browsere FØR du annoncerer den.

Mere om de næste fem tip i en kommende artikel. På gensyn. :-)

Ingen kommentarer: